I år har jeg været så heldig at få fingre i nogle spændende ærtesorter til frø-bytte-dag. Jeg fik bl.a götlandisk blåärt. Den lyder jo meget interessant og for mig blev den nærmest mystisk, for jeg kunne simpelthen ikke Google mig frem til, hvor høj den ville blive.  Derfor blev det “bare” sat som almindelige ærter. 


Ærten er utrolig smuk med den blå kant ved udspringet til hvert blad og de fine lyserøde blomster med lilla midte. Da jeg skulle lave opbinding for et par uger siden fandt jeg ud af (ved hjælp af Google), at det blev 1,5-2 meter høje. Bagerst i vores lille køkkenhave står Holgers kæmpe ært og Stevns høje ærter.  De skulle blive 2-3 meter, men er allerede overhalet af den götlandiske blåärt. 

På billedet herover er det götlandisk blåärt til højre og de høje ærter til venstre. 

Som det ses på billedet ovenfor kom götlandisk blåärt også som albino 😉

 Nok om den fascinerende blåärt, for den er spændende og smuk, men smagen lever desværre ikke op til resten. Jeg synes, at smagen er lidt tør og i retning af overmodne ærter på trods af, at de kun lige er plukkeklar. 

Bagerst i køkkenhaven står de to høje sorter. De ligner hinanden meget og blomsterne er stort set ens.

Det er smagen dog ikke helt. Stevns høje ært er en god ært med en klassisk ærtesmag. Virkelig god, hvis man, som vi, er til friske, nyplukkede ærter.


 Min absolutte favorit er Holgers kæmpeært. Den er sød og overraskende saftig. Af de tre sorter fra i år er den en keeper, uden tvivl! Så må jeg prøve nye, spændende sorter af til næste år. Måske der støder nye favoritter til 😊

Tak til foreningen frøsamlerne for at det blev muligt at plante de spændende sorter.

Leave a comment