14 dage er gået siden vi såede frøene og de er allerede godt på vej. Nogle selvfølgelig mere end andre, men jeg synes faktisk, at det går overraskende hurtigt. Specielt er jeg overrasket over hvor hurtigt, og hvor mange spirer, der er kommet af den tomatskive, som jeg havde skåret og puttet i jorden. Spirerne skal snart pottes om, men i første omgang var det vigtigt at få dem flyttet.
De har indtil nu stået på spisebordet med masser af sol (eller så meget det kunne blive til) og hmmm…nok lidt for meget varme?
Vi er jo nybegyndere, så vi bliver jo klogere år for år og i år har vi forbedret os på tidspunktet for såning, så én ting ad gangen.
Jeg har læst mig til, at det faktisk er fint med en temperatur på mellem 15-20 grader for at planten ikke skulle blive så ranglet. Derfor har vi flyttet de små planter ind i vindueskarmen på kontoret. Det er et ældre vindue, så det trækker lidt. Mon ikke så temperaturen passer? Vi har hængt LED gro-pærer op, som skal hjælpe med lidt kunstigt sollys ved et vestvendt vindue (nær overdækning).
Så kan de små planter også stå og kigge længselsfuldt ud på mit lille drivhus, som min mand byggede til mig sidste år og vente på sol og sommer 🌞